Kaffe fra Bolivia- Unión De Productores Agropecuarios
Øko-kaffe fra Bolivia
Kaffeplantagerne ligger i 1200-2000 meters højde. Arabica-kaffen dyrkes ud fra økologiske principper uden kunstgødning eller pesticider. Også i forarbejdningen af kaffen afstår man fra at anskaffe sig kostbart teknisk udstyr. I simpelt konstruerede, hånddrevne ” Despulpadores” (skrællemaskiner) bliver kaffebønnerne befriet for den kødfulde skal, og endelig følger soltørringen på højt hævede trådnet. I hver produktionsgruppe er der ikke blot en overordnet leder og en værkfører, men også en person med ansvar for kvalitetssikring, som kontrollerer råkaffen umiddelbart før afsendelse. Kaffen sælges centralt fra kooperativet.
Union Proagro
Sammenslutningen af småbønder PROAGRO (UNIÓN DE PRODUCTORES AGROPECUARIOS) er et fællesskab af 10 producentgrupper med i alt 259 medlemmer, heraf 40 kvinder. Sammenslutningens medlemmer tilhører Sydamerikas oprindelige befolkning, som stammer fra Andesbjergenes højland. Størstedelen af Aymará’erne og Quechua’erne blev i 1970-erne fordrevet fra Andesområderne omkring La Paz, Potosi og Oruro, og bosatte sig i Andes’ varme dalområder, Yungas.
Kooperativet Union Proagro befinder sig i den bolivianske provins Carnavi, på grænsen til de narkotikaproducerende områder i det nordlige Yungas. Lige siden grundlæggelsen har projektet haft som målsætning at bringe kaffedyrkningen nærmere som et alternativ til kokadyrkning. Derfor rådgiver medarbejdere fra et regionalt udviklingsprojekt ved navn PDA samt fra projektet MOJSA bønderne i forbindelse med produktion og kvalitetssikring. Videreuddannelsestiltag støttes af den bolivianske organisation UÑATATAWUI.
Da arbejderne er tilflyttere fra højlandet, er den økonomiske situation kendetegnet ved ekstrem fattigdom. Situationen forværres af at der i næsten alle tilfælde er tale om store, børnerige familier. Projektet skal på længere sigt finansiere huse, en skole og sundhedstiltag, hvilket vil føre til en højere levestandard for alle involverede. For at befri bønderne fra afhængigheden af narkotikahandlerne, bliver de introduceret for muligheden for legal dyrkning: Et helhedsorienteret landbrug byggende på økologiske principper er nødvendigt, opbygning og bevaring af selvforsynende landbrug, mangfoldig og afvekslende dyrkning af blandingskulturer såvel som dyrehold.
Om landet Bolivia
Bolivia, som ligger i hjertet af Sydamerika, råder både over en rig kulturel tradition og store forekomster af naturressourcer som tin, naturgas, råolie og sølv. Men faldet i verdensmarkedspriser på råstoffer førte i 80-erne også i Bolivia til en massiv økonomisk krise, som blev mødt med bl.a. privatisering af statslige virksomheder og åbningen af landet overfor international kapital. Disse reformer har ikke formået at stabilisere økonomien, men har derimod, som følge af massefyringer, faldende lønninger og nedskæringer på sundheds- og uddannelsesområdet, ført til en mærkbar stigning i den i forvejen ekstreme fattigdom.
I dag er Bolivia Sydamerikas fattigste land. I landområderne har 80-90 % af befolkningen ikke tilstrækkelig adgang til fødevarer, rent drikkevand, sundhedspleje og uddannelse. Den indianske befolkning udgør størstedelen af landets befolkning, og særligt kvinder og børn lider under de bestående forhold, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den højeste moder- og spædbarnsdødelighed i Sydamerika.